Hvem skal ha eiendomsretten til Jan Mayen?

Av Cand.phil. Birger Jacobsen T.Tegn: 11/3-1922

 

Jan Mayen er fremdeles et ”No Mans Land”. Med opprettelsen av den trådløse station er også denne Grønlandshavets forpost rykket civilisationen nærmere, og dermed vil utvilsomt striden om eiendomsretten reise sig inden kort tid. Kravene vil indløpe fra de lande, som har havt og fremdeles har interesser på og om øen. Danmark har allerede gjort et svakt tilløp i den retning.

 

Zeno-kartet

 

 

Vore forfædre har vistnok ikke kjendt øen. Det foreligger i alle fald ikke efterretninger herom. Derimot har avdøde professor Gustav Storm rett i, at ”Svalbardi” i de islandske annaler kan tydes som Jan Mayen. Så vel navnet ”de golde kysters land” som specielt den angivne avstand – ”4 døgns seilads nord i havsbotten” taler meget sterkt for, at islænderne allerede omkring år 1000 har kjendt og besøkt øen. Som bekendt har ”Svalbard”  allerede fået en viss hævd som erstatning for det hollandske ”Spitsbergen”. Hertil kan bemerkes, at avstanden Langanes (Island)- Spitsbergen utgjør ikke mindre end 8000 kvartmil. Med datidens seilfartøier at tilbakelegge denne distanse på 4 døgn var absolutt umulig, – selv for et morderne ishavsfartøi må man under aller gunstigste omstændigheter regne 6 – seks – døgn. At greie strækningen Langanes – Jan Mayen (300 kvartmil) på 4 døgn er med nogenlunde jevn vind forståelig. Den, som har hatt anledning til at sammenlikne kystene av de to øer, er heller ikke i tvil om, hvor betegnelsen ”Svalbard” er mest træffende. Man har også fra middelalderen en overlevering, som muligens kan utlæses til at tyde på, at islænderne har kjendt Jan Mayen længe før 1607, da Hudson fikk den i øyesyn.

Andre avstandsangivelser fra samme tid sier at det på Stat i Norge til Islands østkyst er 7 døgns seilas – det er 500 kvartmil – og fra Snefjeldnes på Island korteste vei til Grønland 4 døgn – det er vel 250 kvartmil.

Det utkom i 1553 i Venedig en bok om brødrene Nicolo og Antonio Zenos opdagelser og reiser med kart over de nye lande i Norden. Disse beskrivelser indeholder vistnok mange besynderlige opdigtelser og åpenbare fantasiprodukter, som naturlig delvis har vakt anstøt hos historikere og geografer. Men man kommer ikke bort fra Zeniernes merkverdige kjendskap til de nordiske farvand. Trods de mange mangler, som klæder ved deres kart og beretning, må man allikevel i det store og hele fæste nogen tiltro til dem. Blant de mange besynderlige angivelser er St. Thomas-klosteret oppe ved ”Engroneland” under et stort ildsprutende bjerg ”likesom Etna og Vesuv”. Nicolo Zeno skulde ha fundet dette i 1383 på en reise nordover fra de islandske øer. Han fortæller, det ved fjeldets fot findes varme kilder, som opvarmer jordbunden således, at munkene i klosteret har benyttet anledningen til at bygge haver, hvor de dyrker blomster og frugter. Bygningerne beskrives meget detaljert. De er av sten, som kastes gloende ut av fjeldet og består av runde huse, som opvarmes av kanaler med varmt vand.

Zeniernes kart hadde vistnok sine feil, men det så ved sine længde og breddebestemmelser pålidelig ut, og det er sikkert nok, at dette kart har vist veien for nye opdagelser. Selv geografiske eventyr kan ha sin videnskabelige betydning. Sammenligner vi Zenokartet med et moderne kart, vil man straks opdage, at St. Thomas med det ildsprutende bjerg i avstand og retning fra Island nogenlunde stemmer med vort Jan Mayen med sin mægtige vulkankegle – Beerensburg. Det kan tænkes og ligger nær at tro, at Zenierne på Island har hørt fortelle om øen og dens vulkan og så med sin tilvante overdrivelse laget disse eventyr. At det langs Grønlands østkyst på den tid skulde ha eksistert nogen virksom vulkan, er fra et geologisk synspunkt helt udelukket. Derimot har man autentiske oplysninger om utbrudd på Jan Mayen så sent som den 17de mai 1732 fra skipper Jacob Laab, i 1818 fru kaptein Giyott på «Richard of Hull» og noget senere fra den bekjendte Scoresby på hans skib «Fame». Eventyret om kloster, haver og varmtvandsledning kan Zenierne har forfattet efter at ha hørt islændernes beretning om exhalationer av vanddampe og jordbundens høie temperatur der oppe. Så vel ved Eggøen som ved Cap Traill kan man den dag i dag finde den slags vulkanske eftervirkninger i form av kokende vand og dampe som stiger op fra sprekker i tuff- og askelagene.

Man kan bemerke, at de fleste steder indtegnet for langt mot nord på kartet, men dette skriver sig fra trykningen, ikke fra originalkartet, som ikke har hatt længde og breddegrader. En forskyvning mot nord var for øvrig almindelig blant sydens geografer. Forminsker man breddeangivelserne på Zenierkartet med 4 grader, fremkomme imidlertid en overraskende overenstemmelse med virkeligheten. Det dype indsnit op mot St. Thomas zenobium (kloster) er ikke nogen tilfældighet ved kartet, men vistnok resultatet av en direkte iagtagelse.

Det er blant vesterisfolk en kjendt foreteelse, at strømforholdene under Jan Mayen gir anledning til dannelsen av en sådan stor bugt i drivisfeltet de år, ismasserne om våren kommer så langt syd øst for øen. Videre er vulkanens isolerte, fremskudte plassering, med den påfaldene markerte bratte avskjæring mot havet i øst og raden av fjeld vestover, en så naturtro avbildning av Beerenberg på Jan Mayen, at kartets ophavsmand utvilsomt har set dette fjeld.

Den første autentiske oplysning om øen skriver sig – som tidligere nævnt fra Hudson i 1607. Æren for dens opdagelse er imidlertid tillagt hollenderne Jean Mayen i 1611. I denne forbindelse er det vært at legge merke til, at det i Bergens museum, gives et originalkart fra 1610 (trykket hos Dirck Peters i Amsterdam), hvor Jan Mayen er indtegnet omen med noget ukjendelige konturer. Dette tyder bestemt på, at man i Holland har havt kjendskap til øen før Hudsons reise (1607-1610). Det kan være mulig, at den islandske tradition om øen (Svalbardi?) er kommen de hollandske hvalfangere for øre. For øvrig er det også al sandsynlighet for, at islenderne længe før 1600 – år om andet – skal ha reist op til Jan Mayen for at hente bygningstømmer og brændsel.

Efterat hollænderne og englenderne hadde fået kjendskap til øen, utviklede det sig fra den første halvdel av det 17de århundrede en rik hvalfangst i denne del av Grønlandshavet. På alle flate strandpartier på nordsiden av Jan Mayen står endnu levningerne efter deres ovne, lager- og beboelseshus, som fortæller om et ganske andet folkeliv og anden virksomhet, end tilfældet er nu. I sommer blev det i ruinerne fundet en hel del forskjellige saker, som taugverk, masser av ekefat, lerkrukker, krittpiper og rester fra store kuloplag. Disse hvalstationer har ikke bare været anlagt i de 2 brukbare havne – Østlige kryss bukt og Hvalroes Gab – men på alle strandflater, som var egnet til ilandbringelse og spekning av hvalen. Man er tilbøielig til at tro, dette ikke er mulig – ubeskyttet som kysten er for det åpne ishav. Driviskanten ligger imidlertid på sommertiden gjennemgående år om andet i en avstand fra 3-5 kvartmil nord for øen. Den dæmper sjø, havdrag og dønning. Derfor har nordkysten været og er fremdeles navigabel juni-september. Kun et par dage siste sommer hadde brændingen negtet en eventuell kontinuerlig losning og lastning langs nordsiden. De fremherskende vinde kommer også på den tid fra S.E. til S.W. Det var ikke sjelden siste sommer, at man selv under N.W. pålandsvind godt kunde sætte ut båt på nordsiden – menes havdraget på sydsiden rotet op en fuldstendig utilnærmelig brænding. Årsaken hertil er – også at søke i strømforholdene og den langstrakte grundbanke syd for øen. Påfaldende var det ut i slutten av september at se sjøens forandrede natur på nordsiden. Iskanten var nemlig da trukket sydvestover og efterlatt åpnet hav nordover og nordvest fra Jan Mayen til Grønland. Efter at ha været vidne til en langvarig pålandsstorm i oktober på en kyst som Jan Mayen, opbygget som den er dels av løst sand og grus av opsprukne lavamasser – finder man for en del forklaringen til de forandringer kysten har undergået siden hvalfangstens tid. Man har ikke bare ufuldstendige karter til en sådan sammenlikning. Det opbevartes nemlig i Utrechter bibliotek et verk – enestående i sit slag. ”Eerste Book der Nieuwe Lichtende Zee Colomne oft Zeespiegel (1650). Dette indeholder foruten kursanvisninger også detaljerte beskrivelser av St. Maurice (så kaldtes øen på den tid), opgave over avstandene mellom fremtrædende kystavsnitt, længden av steile forland, utstrækningen av strandpartier skikket for hvalstation osv. Disse værdifulle optegnelser viser i det store og hele en merkverdig overenstemmelse, når undtages de forandringer som lar sig forklare av brændingens arbeide, senere indtrufne jordbundhævninger, sedimentære avleiringer, vulkanutbrudd og klimatiske variationer. Fra kartene av 1662 og 1882 fremgår et par av de mest fremtrædende tærrengforandringer, som gletcherfordelingen langs Beerenburg, dannelsen av Sydlagunen og tørrlegningen av undervandsryggene mellem Eggøen og fastlandet og den dermed utformede Jameson bukt.

I denne hvalfangstens første glanstid opstod det på Jan Mayen som på Spitsbergen stridigheter mellom de interesserte lande. Et russisk selskap stræbet efter at få monopol på samtlige polaregne. ”The Corporation of Hull” indga da en petion til den engelske konge og blev i 1618 bevilget øen som fiskeristation. Både hollændere og englendere fortsatte imidlertid fangsten til omkring 1840 og har antagelig delt øen mellem sig – fra og med English Bay – således, at englænderne fik stationerne østenfor. Levningerne i ruinerne peker i den retning.

Blant de engelske hvalfangere i begyndelsen av forrige århundrede må i denne sammengheng nævnes Scoresby, som i sit enestående verk: ”Beretning om de arktiske regioner ved siden av en historie og beskrivelse av hvalfangsten” har git eftertiden et kildeskrift av stor verdi. Bokens detaljbeskrivelse av Jan Mayen  er enestående klar og nøiagtig. Det umådelig rike fangstutbytte fristet hollenderne herfor til at oprette fiskeristation. Til undersøkelse av muligheterne herfor efterlot de 7 mand fra hvalfangstflåten til overvintring på Jan Mayen i 1633. Ved ankomsten i juni 1634 fandt man samtlige stakler liggende døde i deres køier. De var – efter dagboken at dømme – bukket under av skjørbuk i slutten av april og første del av mai 1634. Denne dagbok, som er trykt i overnevnte ”Zeespiegel”, er i al sin monotone  sørgelighet et dokument av betydelig interesse. Vær-, temperatur- og isforhold er ganske nøiagtig journalert. Disse optegnelser vil sammen med østerrikernes betydelige materiale fra 1882-1883 og den nyoprettede norske geofysiske stations resultater vistnok fremvise interessante uoverenstemmelser i klimatiske henseende, is- og strømforholdene. Officerne ved den østerrikske station trodde, at ha fundet de 7 hollændernes vinterkvarter og gravplasse ved en svak indbøyning av kysten, som de på sit kart har kaldt ”I Hollænders Bucht”. De opreiste også her på en høide indenfor stranden et stort kors med indskription til minde om disse arktiske pionerer. At østerrikerne her  kan ha fundet et par gravsteder er ikke umulig. Det var i fangstiden så folksomt på kysterne av Jan Mayen, at det omtrent ikke har været en station uten tilhørende kirkegård – bare at gravene i årenes løp delvis er dypt gjemt under det løse sand, som selv efter en enkelt storm i masser flyttes fra en plads til en anden. Med en del arbeide blev det i sommer fundet grave i English Bay, i Walross Gap, i Mary Muss Bay, ved nordlagunen og i Kryssbay. Selve gravene i Hollenderbukt kan altså ikke regnes som noget bevis for, at omhandlede vinterkvarter har været der. Derimot forteller dagbokens detaljer i et utvetydelig sprog den, som har lokalkjendskap til øen, at de 7 hollendere har tilbragt  sine siste vinterdage i Walross Gap. Her og intet, andet steds stemmer anførslerne i journaler med terrengforholdene. Et par eksempler er tilstrekkelig. Overvintrerne gikk flere ganger i vinterens løp over sydsiden av øen. En overgang fra Hollænder Bay er selv en sommerdag forbundet med store vanskeligheter – og umulig en kort vinterdag på frossen mark eller i dyp sne. Næsten hver 3. dag anføres at de gikk over en liten høide til den ”røde høide”, hvorfra de hadde åpent utsyn mot Beeren berg og kysten nordover. Dette svarer nøiagtig til høiderne i bunden av Wallross Gap, men kan ikke på nogen måte lokaliseres i nærheten av Hollænderbukt. Gravkorsene på Hvalrosstranden og ved den østerrikske station fortæller, at også de senere års overvintringer har krevet sine ofre. Hårdest skjæbne fik fangstfolkene fra 1906-07, som på hjemveien forsvandt med «Frithjof»s totalforlis under Island.

Med oprettelsen av den trådløse station på Jan Mayen er en ny æra indtrådt i øens historie. Vi har været vidne til Spitsbergens fremgang de siste par årtier. Kanske Jan Mayen – omend med muligheter av en ganske anden natur – atter vil bli pladsen for det samme travle liv som for 300 år siden. Zeniernes dristige eventyr om centralopvarmede klostre under et ildsprutende fjeld nord i havbotten har muligens allikevel fra først av vist veien til nye foretagsomhet på den litet kjendte, men tilgjengelige ø der ute i havet mellem Grønland og Norge.