Opsynet i Ishavet for 100 år siden.

Hvorledes vor marine dengang beskyttede vore fiskere og fangstmænd.

(Aftenposten 29/5-1922)

 

 

De senere tiders overgreb overfor norske fangstfartøier i Ishavet har foranlediget Regjeringen til at sende vagtfartøiet «Heimdal» derop for at beskytte vore fiskere og fangstmænd.

 For vel 100 år siden, i årene 1809 og 1810 led også vore fiskere og befolkning i Nord-Norge overlast dengang var det ikke vore naboer russerne, men englænderne som fortrædigede os under den krig, som da rasede over Europa.

  I 1809 havde England stationeret tre engelske orlogsbrigger, «Snakes» på 18 kanoner «Nightingale» på 16 kanoner og «Gallant» på  14 kanoner langs Nord-Norges kyster, hvor de forstyrrende fiskerierne og handelen og hindrede tilførselen fra Russland. De plyndrede og herjede og begik adskillige ekscesser. Briggen «Gallant» løb således i juli ind på Hammerfest havn og angreb de 2 små batterier, som byens borgere havde anlagt og som de nu forsvarede med så stor tapperhed, at  «Gallant» måte fortrække.

Den vendte dog tilbage igjen nogen uger senere i forening med «Nightingale», og det lykkedes nu disse at nedkjæmpe de to små batterier med deres tapre besætning, hvorefter byen faldt i fiendens vold. De engelske havde håbet at finde store magasiner og andre rigdomme, med de fandt kun en fattig liden by. Ved indtagelsen af Hammerfest fik englænderne en god havn, hvorfra de foretog røverske ekskursioner langs kysten.

For at gjøre en ende på dette besluttede regjeringen at stationere en sjøstyrke der nord. Denne styrke bestod i året 1810 af briggerne «Lougen» og «Langeland» samt 3 kanon-skonnerter, og i 1811 af 4 kanon-skonnerter, 4 armerede provianterings-fartøier og et kommandofartøi.

Kaptainløitant J.N. Müller, helten af slaget ved Kjøbenhavns red, 2den april 1801, fik kommandoen over denne styrke. Briggen «Longen» på 20 stk. 18 punds kanoner havde ved flere leiligheder udmerket sig, således 1808, under premierløitnat Wulf i kampen ved Flekkerø, da den eroberede den engelske brig «Seagull» på 16 kanoner, kaptein Cathcard.

Den kommando, som kapteinløitnanten Müller nu fik, var forbundet med mange vanskeligheder. Klimaet  var som oftest hårdt, og der måtte stadig kjæmpes med storme, farvandet var ukjendt og vanskelig. Det var udtrykkelig pålagt Müller at gå indenskjærs så vidt mulig, men han havde ingen sjøkarter og heller ingen gode beskrivelser af leden. Hans eneste veiledning var Pontoppidans landkart og de såkaldte kjendtmænd, hvis bekjendtskab til den lange kyststrækning fra Trondhjem til Vardø dog ikke strakte sig videre end til, at de under gunstig vind kunde føre jagter og mindre fartøier gjennem den urene skjærgård. Men til at lede en samling af mere dybgående skibe strakte deres kundskaber ikke til. Ofte måtte han krydse i tykke, snefog og mørke for at nå frem til havn for fartøierne, som desuden også var dårlig forsynet med proviant.

Tidlig om våren 1810 fik briggen «Lougen» og «Langeland» ordre til at anløbe Fredriksvern, for at udrustes for ekspeditionen til Finmarken. «Lougen» kommanderes af kapteinløitnant Müller og «Langeland» af premierløitnant Thomas Lütken. I Fredriksvern blev begge fartøier godt udrustet og proviant medtoges for 3 måneder. Den 30te april lettede briggerne anker. Efterat have anløbet Bergen, Kristiansund, Bodø og Tromsø ankom eskadren den 28de juni til Hammerfest.

I Kristiansund sluttede de 3 kanonskonnerter «Nornen», «Valkyrien» og såvel «Axel Thorsen» sig til briggerne. Disse skonnerter var armeret med 24 punds kanon forud og en agter og var bemandet, hver med en månedsløitnant og 50 mand.

Til chef for disse 3 skonnerter satte Müller sin næstkommandrende på «Lougen», premierløitnant Wigelsen. 2 af skonnerterne blev sendt til Vardøhus med en del koffardiskibe ladet med proviant og ammunition til fæstningen.

Kort efter fik kapteinløitnant Müller underretning om, at de engelske brigger havde ladet sig se ved kysten. Han lettede da fra Hammerfest og søgte havn tæt under Nordkap, hvor han håbede ved udkik fra fjeldene at kunne få rede på de engelske krydseres antal og styrke. Mens de norske brigger lå på vestsiden af Nordkap, lå de 2 engelske brigger «Nightingale» og «Gallant» på østsiden. Løitnant Wigelsen, som kom med en konvoi, var nær blevet erobret af de fientlige brigge, som han tog for at være de norske. Han rapporterede, at de fuldstændig blokerede passagen mellem Nordkap og Nordkyn og at flere russiske fartøier laget med fødevarer blev ophold østenfor Nordkyn, da de ikke turde vove sig over fjorden. Ved denne efterretning lettede kapteinløitant Müller anker for at opsøge fienden.

Men «Nightingale» og «Gallant» havde fået underretning om Müllers komme gjennem nogen amerikanske skibe og forsvandt. Efter forgjæves at have søgt fiende østenfor Nordkap, vendte kapteinløitnant Müller tilbage og ankrede igjen ved Ingøen vestenfor Fugleberget. Den 8de juli erobrede et fra «Lougen» udsendt rofartøi, en liden slup, hjemmehørende i Bergen og som var taget af «Nightingale» på høiden af Nordkyn. Den var besat med en midskipman og 4 matroser, som fortaldte, at de nævne to engelske brigger i de sidste dage havde krydset udenfor Nordkyn og at 2 fregatter var i vente, som sammen med briggerne skulde afgå til Grønland for at konvoiere engelske hvalfangere hjem.

Müller havde med sin eskadre opnået, at kysterne var blevet renset for fiender, havnene lå nu atter fulde af russiske fartøier og handelen blomstrede op påny og indbyggerne havde fået de nødvendige provisioner for vinteren, omtrent 20 koffardiskibe var blevet opbragt og ført til Trondhjem.

Også det følgende år (1812) blev der sendt en eskadre op til Nordland og Finnmarken, den bestod af 3 armerede småfartøier, dels skonnerter, dels slupper.

Norges sjømagt var ikke meget imponerende for vel 100 år siden. Den sjøgående flåde bestod nemlig kun af 7 brigger på 16-18 kanoner og hver med ca. 100 mands besætning samt 8 skonnerter på 2 kanoner med 45 mands besætning. På grund af de vanskelige finansielle forhold blev dert ingen øvelse afholdt i årene 1815 og 1816, men der sendtes dog fremdeles ekspeditioner til Finnmarkskysten, hvor der trængtes opsyn i mange henseender. Det var nødvendig at hævde Norges rettigheder. Forholdene deroppe var endnu ikke ordnet overfor Russland og kjendskabet til vore nordlige landsdele var mangelfuldt. Disse Finnmarksekspeditioner forsattes i 4 år. De havde mange opgaver ved siden af opsynet af kysten, kart lagdes, misvisnings-og meteorologiske observationer udførtes og der gjordes indberetninger om lods- og havneforhold på Finnmarkskysten.

I forhold til Norges daværende sjømagt var det en ganske betydelig styrke, som regjeringen for 100 år siden fandt at burde disponere til vore nordlige farvande, til vore fiskeres, fangstmænds og til handelens beskyttelse.

Tilbake til hovedsida


Adresse: Århusveien 231, 3721 Skien
Hjemmeside: http://polarlitteratur.com - E-post: hana3@online.no
Copyright 20©00 Sende epost til Vågemot miniforlagVågemot miniforlag