Russland og Tyskland i Ishavet

V. 24/6-1899

Om dette for os nordmænd særdeles interessante spørgsmål skriver Times’s korrespondent i St. Petersburg.

Novoje Vremja bliver ved at vise stor ængstelse med hensyn til Spitsbergenarkipelet, deri indbefattet Beeren Eiland, hvor et tysk fiskeriselskab nylig har slået sig ned. Den vedholdenhed, hvormed nævnte blad kommer tilbage til emnet synes næsten at tyde på, at der står nogen bag, som gjerne vilde have mer tilfredstillende svar end de, som hidtil er komne fra andre lande interesserede i spørgsmålet.

For tredve år siden søgte Norge at erholde Europas anerkjendelse af dets fordring på eiendomsretten til Spitsbergen, men Russlands diplomati og Russlands presse protesterede på det stærkeste derimod. Hvis der i det hele taget var nogen, som havde nogensomhelst rettigheder over det nævnte arktiske territorium, – hed det – så måtte ialfald Russland, hvis monark inter alia betegnes som ”hersker over alle Nordens lande”, have de uden sammenligning stærkeste og gyldigste, og derfor gikk man ud fra, at Spitsbergen blev ved som hidtil at være fuldstendig neutralt. Dette blev også fastslået, og det ene og alene efter forestillinger fra Russland, hvis overordnede krav på den måde anerkjendtes, og selvfølgelig er Russland fremdeles berettiget til en fremherskende stilling i denne sag. Dets pligt er åbenbart den at påse, at ingen udøver nogen utilbørlig indflydelse over de omhandlede øer i Nordishavet.

Russlands mistanke vaktes først for to, tre år siden, da nordmændene begyndte at bygge hoteller og ordne en postbefordring på kysten af Spitsbergen, væsentlig til bekvemmelighed for arktiske reisende og turister. Det var sandsynligvis i den hensig at forebygge, at den mistanke fik nogen vekst, at Russland nylig blev indbudt til deltagelse i den norske (sic) astronomiske expedition til Spitsbergen.

Alle karter er enige i at angive Beeren Eiland som en del af Spitsbergen-arkipelet, og i dettes neutralitet gjøres det her et vesentlig indgrep, når fremmede undersåtter der lægger sig til permanent grundbesiddelse. Den makt, som har overordnede rettigheder til en neutral zone, er berettiget til at kræve bortflytning af alle bygninger og anlæg på den neutrale grund, så snart dette måtte være nødvendig til sikreste av de interesser, for hvis skyld neutraliteten oprindelig blev etableret. Retten til visse slags eiendom på herom handlede øer lader sig alene opretholde under den enkelte fiskesesong. Hvis rige og mægtige tyske kompanier og reisende deler den neutrale ø mellem sig og organiserer en rovmæssig ødelæggelse en gros af fisk og hval osv., vil som følge deraf den fattige russiske fiskerbedrift på Murmankysten blive tilintetgjort, og det øiemed, hvilket Russland gav afkald på sine særkrav, vil være forfeilet. Hvilken som helst udsættelse med at få spørgsmålet afgjort og hvilken som helst afgjørelse i strid med de russiske fiskeriers interesse vil snart resultere i en hungersnød for de nordiske provinser, ligeså slem for den, der nu raser i de centrale dele af riget.

Dette er i det væsentlige Novoje Vremjas argumentation, skriver korrespondenten. Den bliver i disse dage illustrert på en virkningsfuld måde, hvis det bekræfter sig, at den russiske panserkrysser «Swetlana», der nylig bragte storfyst Valdemir til Alexandrowst (Katharinahavn), nu er afgået til Beeren Eiland.