Chr. Schares overvintring
1833-34
(Aftenposten nr. 628 1897)
I disse dage, da
uforskningen af de arktiske egen ved Nansens og fællers berømmelige færd, har
samlet om sig hjemme og ude så stor del af publikums interesse, fortjener måske
at fremdrages af glemselen også en anden – en betydelig ældre – bedrift, der
uvilkårlig vækker hos os følesen af, at dådskraft og udholdenhed også i svundne
tider prydede så mangen en nordmand i kamp mod isregionernes barskhed og vælde
– en kamp, hvis forløb og udgang ved mange leigligheder får noget af eventyrets
glans over sig.
Vi sigter til den
overvintring på de spitsbergenske øer, som senere toldbetjent i Kristiansund
Chr. Schare i sin ungdom, medens han i 40-årene som styrmand for fangst på
Spitsbergen, udholdt sammen med nogle kamerater.
Om denne bedrift – udført
som den blev under de aller misligste
forhold – indeholder datidens aviser en del kortere beretninger, hvilke
imidlertid ikke er fuldstændige. Nogle supplerende oplysninger er bleven os tilstillet
fra en æret korrespondent, der personlig må have kjendt toldbetjent Schare.
*
Befindende sig med sit skib
midt inde i det spitsbergenske fangstfelt, drog Schare med fire ledsagere den
3de september 1833 i båd ud på fangst. De var kun udrustede for dagen så vel i
hensyn på proviant som ammunition. Imidlertid kom de ind i en særdeles heldig
fangst, og da de var helt optaget af denne og bemerkede ikke, at deres fartøi
var kommet dem ud af sigte, idet tågen tæt og tung havde lagt sig over dem.
Hele dagen og natten og dagen derpå søgte de efter sit fartøi, som havde ligget
fartøiet ved et skjær – men forgjæves.
Der var således intet andet
at gjøre for Schare og hans fire kamerater end at søge land og bedst muligt
indrette sig på en overvintring, idet der nemlig allerede var for sent på året,
til at de kunde vente at møde andre fangstfartøier.
På en ø, hvor de først gik i
land, opholdt de sig to-tre dage. Der opstod under deres ophold her en
frygtelig storm; under denne var det dog nogenlunde klart, og fra øens øverste
punkt opdagede de så sit fartøi, fremdeles liggende ved skjæret. Stormen og
søen, som brak voldsomt, umuliggjorde dog ethvert forsøg på at vinde frem til
skibet. Dagen efter var det atter tyk tåge – og fartøiet var og blev forsvundet
for dem.
Såsnart det var dem muligt,
begav de sig med sin båd ud at lede efter skibet, men forgjæves. Plagede
ynkelig af sult og kulde drev de nu videre omkring et par dage, indtil de
havnede på en ø, hvor de fandt en del halvrådne hvalroskroppe.
Angående deres videre
skjæbne indtil de den 22de juni 1834 blev optagne på et skib fra Altona,
hidsætter vi Schares egenhændige beretning, indtaget i ”Norsk Handels Tidende”
for 10de mai 1837, altså først tre år efter – en karakteristisk illustration
til den langsomhed, hvormed betydningsfulde efteretninger endnu for blot et
halvt århundrede tilbage nåede frem til almenhedens kundskab.
*
I Norske Handels Tidende skriver Schare:
For at stille hungeren, som
plagede os skrækkelig, står vi nogle stykker af det stinkende, rådne kjød, og
stegte det ved ilden. I begyndelsen smagte det os tåeligt.
Søndag morgen lettede tågen,
og vi gik op på øen, for at se, om fartøiet endnu lå på samme sted; men til vor
store forfærdelse var det borte. Dog troede vi endnu, at skipperen vilde gjøre
sig al umage for igjen at komme tilbage til samme sted for at afhente os. Da
der ikke var brænde på den ø, hvor vi var, reiste vi til en anden liden ø,
hvorpå der var overflødighed af brænde, nemlig drivtømmer.
På denne ø forblev vi i to dage, den 3die dags
morgen reiste vi tilbage til den sidst forladte ø, for at hente mer af det
rådne hvalroskjød. Men da vi kom derhen, så vi en mængde hvalros på et skjær
tæt ved øen, hvorover vi blev særdeles fornøiede, og anspændte de få kræfter vi
havde tilbage, for at komme i land på skjæret.
Vor kraft var vist ikke stor; thi i stedet for at gå af båden, da vi kom
til land, måtte vi krybe, og matheden gjorde, at vi ikke fik stukket mer end 2
voxne hvalros og 1 unge af den store mængde, der lå. Strax flåede vi ungen,
medtog den i båden og reiste tilbage til den lave ø, hvorpå der var brænde, og
der stegte vi noget af hvalrosen, fortærede det med største appetit og befandt
os alle vel derefter; ja fra nu af begyndte vi igjen at få kræfter tilbage.
Håbet om frelse opgives
Ved kjødet af disse hvalros
levede vi i 14 dage på denne ø; men nu begyndte vi at opgive håbet om frelse,
idet mindste i denne høst: derfor reiste vi til en ø, hvorpå husene stod, i den
tanke, enten der at ende vore dage eller overvintre – skjønt det sidste syntes
os en umulighed. En spurgte, hvorledes han kunde udholde uden klæder; den
anden, hvorledes man skulde kunne leve af bare kjød og ikke en smule andet; den
tredie hvorledes vi, dersom isen blev liggende og ikke gik bort til foråret,
skulde komme fra øen, om vi endog overlevede vinteren. Dette var også min
største sorg; thi det er en stor sjeldenhed, at isen 2 vintre efter hinanden
driver bort ved disse eilænde.
Det første arbeide, vi
foretog os, var at hugge isen ud af det ene hus, som vi tænkte at bebo og
istandsætte samme, samt at nedrive de andre 2 huse til brænde til vinteren. Vi
havde nu ikke stort kjød tilbage, og det begyndte tillige med sådant uveir med
NO-storm og snefog, at vi begyndte at frygte for, at vinteren allerede var
kommen, og at der ikke mer vilde blive adgang til at fange noget.
Den 22de kom isen drivende
ud mellem øerne, og morgenen efter så vi en stor mængde hvalros på isen. Vi gik
derfor ud med båden og dræbte 3 hvalros.
Men førend vi endnu havde
fået dem i båden, skruede isen således sammen, at den lettede den ladte båd op
på sig. Vi kunde ikke se nogen åbning, men blev den dag og nat og følgende dag
gående på samme sted, og da vi var dårligt klædte, frøs vi således, at tænderne
klaprede i munden. Endelig mod den anden dags midnat så vi små åbninger i isen.
Ved at trække båden ¼ mil over isen, kom vi om morgenen tilbage til øen. På
denne måde fik vi, førend den mørke tid, stukket 12 hvalros med megen
gjenvordighed, og dette var da vinterprovision.
Overvintringen forberedes.
Nu begyndte vi at gjøre
bødter til at have sne og is til drikke, at gjøre tråd af vore harpunliner til
at lappe vore klæder med, og at danne synåle af gamle spiger til at sy med. Da
dette var færdigt, begyndte tiden at falde os lang. Vi gjorde da et dambræt og
spillede dam en tid; men da vi ei alle kunde dette spil, gjorde vi et spil kort
af træ, hvorpå vi med en kniv ridsede figurer, som vi siden sværtede med kul og
tran, og med dette fordrev vi magen lang time. Vor regning med dag og dato
ridsede vi på et stykke træ. Undertiden så vi hvidbjørne, som kom over isen til
øen; men da vi ikke havde geværer, måtte vi lade dem gå, som de kom; thi de kom
ikke så nær, at vi fik stikke dem med lanserne.
En af de fem dør af
skjørbug.
I denne tid blev en finn med
navn Henrik Monsen syg, som jeg troede, af skjørbug; thi han var meget hoven og vilde gjerne sove. Henimod jul blev
jeg meget matt, men ikke noget videre syg, dog tiltog svagheden i julen.
Den 27de december døde
Henrik Monsen, og jeg begyndte at frygte, at jeg, undertegnede, også snart
kunde gå samme vei.
Søndag efter nytår fik vi
fat på en bjørn, og da jeg havde spist nogle gange af det ferske kjød, begyndte
jeg igjen lidt efter lidt at komme mig. En dag stegte vi bjørneleveren, og da
den smagte godt, nød vi den med appetit; men om morgenen efter, da vi vågnede,
havde vi meget sterk hovedpine, og et par dage efter gik huden ganske af vort
legeme fra ise til fodsåle.
Af denne bjørns kjød
tilligemed hvalroskjød havde vi provision til omtrent medio marts, men nu
lakkede det mod enden af kjødet.
Den 15de marts gik der 2
hvidbjørne omkring huset, og 2 af os gik ud og lurede på dem. Endelig kom den
ene imod os, hvorpå vi stak den i hjel. Vi havde således igjen mad for 3 uger,
og nu frygtede vi ikke mer såmeget; thi vi så, hvorledes Gud sørgede for os,
eftersom han, hver gang der gik mod enden af kjødet, gav os andet i stedet.
Da vi ikke havde mer end 1
uges provision tilbage af denne bjørn, fik vi fat på en anden, og nogle dage
derefter atter en, og af disse to havde vi mad til den 14de eller 15de mai.
Stillingen fortvivlet.
Frelsen nær.
Men nu var også alt kjød
fortært, og da vi ikke heller mer så nogen bjørn, og isen lå fast, så vi ikke
kunde få noget af havet, begyndte vor stilling i sandhed at blive betænkelig.
Vi måtte nu begynde at tære hvalrosskind, og med denne føde opholdt vi livet,
men følte hver dag, at vore kræfter aftog. Dog fik vi imellem nogle fugle, og
det hjalp vist lidt, at vi opholdt livet.
Den 6te juni brød isen op,
og den 14de stak vi en hvalros, som vi flåde og fik på land, og strax stegte vi
noget af den.
Den 20de syntes vi at se en
seiler ved isbredden, men da det var tåge, kunde vi ikke rigtig afgjøre, om det
var så, uagtet vi havde kikkert.
Den 22de så vi 3 seilere
omtrent 14 mil fra øen; men formedelst tågen vovede vi ikke at forladte øen.
Senere hen på dagen, da det klarnede, forlod vi i den almægtiges navn – der
havde beskjærmet os – øen, og mod aftenen var vi heldige at komme om bord til
Hr. kaptein Eschers’ fra Altona, hvor vi blev vel modtagne og fik andre klæder,
og nogle dage derefter kom vi igjen atter om bord til (Bruhn) fra Vardø og med
ham hjem.
*
Vor korrespontent tillegger
om Chr. Schare, at han var en ualmindelig energisk og hardfør natur – en af
disse, som tog jevnlig søbad, selv om vinteren, ved Finmarkens kyster.
Tilbake til hovedsida
Adresse: Århusveien 231, 3721 Skien
Hjemmeside: http://polarlitteratur.com - E-post: hana3@online.no
Vågemot miniforlag